Narkolepsi - almen beskrivelse

Oversættelse af 'Narcolepsy: A Non-Technical Summary". Copyright 1977, Revideret 1987. Udsendt af American Narcolepsy Association.

Kun beregnet til almindelig oplysning, og ikke med henblik på diagnose eller behandling.

NARKOLEPSI

er en alvorlig, livslang, ofte invaliderende sygdom, som man antager, ca. ét menneske ud af 1.000 lider af.

De fleste narkoleptikere er udiagnosticeredel Narkolepsi kan ramme enhver på et hvilket som helst tidspunkt (som regel dukker de første symptomer op i begyndelsen at puberteten). Sygdommen kan ikke helbredes, og der findes ikke nogen fuldstændig tilfredsstillende behandling.

Årsagen(erne) til narkolepsi menes at være en defekt(er) i centralnerve systemet. Man kender ikke det nøjagtige forløb eller sammenhæng. Der foreligger ikke tegn på psykologiske årsager.

Det menes, at narkolepsi (eller disponeringen for udvikling at narkolepsi) er en arvelig faktor, som bringes videre fra forældre til børn og eller børnebørn, oldebørn o.s.v.

Risikoen for, at børn af en narkoleptiker udvikler sygdommen, synes at være 1 til 20.

Det er for nylig blevet opdaget, at dyr at og til har lignende, måske identiske symptomer som narkoleptikere.

Opdrætnings- og forskningsprojekter omkring sådanne dyr er lovende for en stigende forståelse at alle aspekterne ved narkolepsi, også de genetiske.

Der er stor forskel på, hvordan sygdommen udvikler sig, og hvordan og i hvilken grad symptomerne ytrer sig.

Disse optræder ofte uafhængigt af hinanden (af og til med års mellemrum). Desuden er der også forskel på, i hvilken rækkefølge symptomerne viser sig.

Almindeligvis er symptomerne ret milde i begyndelsen, hvorefter de gradvist tager til over en årrække for på et tidspunkt at nå et nogenlunde konstant leje.

Nogle gange forbliver symptomerne uændrede l styrke i måneder eller år, og andre gange kan de forværres meget hurtigt.

Usædvanlig stor søvnighed om dagen og katapleksi er hovedsymptornerne på narkolepsi. Disse kan hver især være så udtalte, at personen invalideres. De andre symptomer er som regel ikke så alvorlige.

De optræder ikke så hyppigt som hovedsymptomerne og kan af og til opleves af "normale" mennesker. TEGN OG SYMPTOMER

EXTREM DAGLIG SØVNIGHED (EDS)

er ofte det første symptom, der bemærkes. Det udtrykkes undertiden som søvnighed, træthed, mangel på energi, søvnanfald, uimodståelig søvnighed eller søvn og/eller en usædvanlig tilbøjelighed til at blive søvnig eller falde i søvn..

Selv om denne patologiske søvnighed er til stede hver dag, kan graden af den være meget forskellig fra dag til dag, og personen er måske kun generet af eller opmærksom på de mere alvorlige daglige episoder.

Den totale søvn inden for 24 timer er nogenlunde normal. Det er den stadige tilbøjelighed til at blive søvnig eller falde i søvn og de omstændigheder, hvorunder det sker, som er usædvanlige.

Det er umuligt for den, der lider af narkolepsi, at modstå følelsen af søvnighed eller søvnanfald, ligesom det ville være for et normalt menneske, der er blevet forhindret i at få den søvn, det havde brug for.

Desværre har en person med narkolepsi dette problem, ligegyldigt hvor megen søvn han eller hun måtte få hver nat.

EDS bemærkes mest, når - som det tit er tilfældet - en person bliver søvnig eller falder i søvn på ubelejlige tidspunkter, det kan være midt i en samtale, i et klasseværelse, i et møde, midt i et måltid, o.s.v.

KATAPLEKSI

er et pludseligt indtrædende tab af muskelstyrke og muskel- kontrol (tonus), som sædvanligvis udløses af forskellige psykiske påvirkninger som latter, vrede, spænding eller overraskelse.

Et kataplektisk anfald kan variere fra at være en ganske kort fornemmelse af delvis muskelsvaghed til at være et fuldstændigt tab at muskeltanus i flere minutter, hvorved personen fysisk kollapser totalt - ude af stand til at bevæge sig eller tale, men ved fuld bevidsthed og i stand til at opfatte l hvert fald det meste af, hvad der foregår omkring ham eller hende.

SØVNPARALYSER (LAMMELSER)

er fornemmelsen af at være ude af stand til at bevæge sig. De forekommer, når personen er ved at falde i søvn eller ved at vågne. Når det sker i forbindelse med en hypnagog hallucination, kan det forværre den skræmmende oplevelse.

HYPNAGOGE HALLUCINATIONER

er Intense levende "oplevelser" (drømme i vågen tilstand), som optræder ved indsovning eller opvågning.

Fænomenet kan omfatte alle en persons sanser, og oplevelsen kan meget ofte være utrolig svær at skelne fra virkeligheden. Hypnagoge hallucinationer har hyppigt karakter af mareridt.

AUTOMATISK HANDLING

er udførelsen af forskellige aktiviteter (fortrinsvis rutine handlinger) under betydelig nedsat opmærksomhed og ringe bevidsthed om, hvad man foretager sig.

Bagefter er personen ofte ude af stand til at genkalde sig handlingen og vil betragte episoden som et "blackout".

AFBRUDT NATTESØVN

omfatter gentagne opvågninger, som hænder natten igennem. Grunden hertil kan være skræmmende drømme, behov for at gå på toilettet og/eller periodiske stop i vejrtrækningen (se om søvnapnø nedenfor)

Opvågning kan også ske, uden at man ved hvorfor. Tit føles ved opvågningen en voldsom trang til noget spiseligt (for det meste noget sødt), og en natlig raseren af køleskabet forekommer hyppigt.

SØVNAPNØ

anses ikke for at være et symptom på narkolepsi. Imidlertid synes det at forekomme oftere hos personer med narkolepsi end hos normale mennesker. Søvnapnø optræder som hyppige stop i vejrtrækningen under en søvnperiode.

Når vejrtrækningen igen begynder, snorker personen almindeligvis kraftigt. Personen, som jo sover, er tit uvidende om uregelmæssighederne i vejrtrækningen, der er fuldstændig normal, når vedkommende er vågen.

UDDYBNING AF TEGN OG SYMPTOMER

EXTREM DAGLIG SØVNIGHED (EDS)


. Almindeligvis er udviklingen at EDS en langsom proces, som kan strække sig over flere år, før det vil blive opfattet som et problem.

Det starter som regel med en stigende søvnighed og tendens til at falde i søvn i situationer, hvor normale mennesker også føler sig søvnige eller falder i søvn, for eksempel efter et måltid, under kedelige forelæsninger og lignende monotone situationer, især hvis personen sidder tilbagelænet.

Efterhånden vil søvnigheden og søvnanfaldene optræde i mindre belejlige situationer. som passager i en bil, medens man ser sit yndlings tvprogram, en film eller et teaterstykke, medens man læser avis, skriver breve, ser fodbold eller venter på at komme til at slå i en boldkamp.

Til sidst vil personen begynde at falde i søvn i højst ubelejlige situationer, får eksempel bag rattet i en bil (det synes at være meget almindeligt at falde i søvn ved et trafiklys, medens man venter på grønt), midt i en samtale og sågar midt i en sætning.

Er personen l en situation, som ikke "egner sig" særligt godt for et søvnanfald, vil søvnen som regel være meget kort og blot vare nogle få sekunder eller minutter.

Andre gange kan søvnperioden vare i et kvarter eller en halv time, selv om det ikke er ualmindeligt, at en "lur" kan vare længere.

Nogle gange indtræder søvnen med ringe eller slet intet forvarsel, og personen falder i søvn uden overhovedet at vide, at det sker.

Andre gange kan man mærke et kommende søvnanfald og være i stand til at modstå det l længere tid.

Nogle personer får altid et forvarsel, medens andre aldrig gør det. Store variationer på dette område er meget almindeligt.

Hvis det lykkes at modstå et søvnanfald, vil personen ofte blive ved med at være meget søvnig og have stor tilbøjelighed til at falde l søvn

Der synes at være meget store variationer i graden af søvnighedsfornemmelsen hos forskellige narkaleptikere. lige fra dem, som er kvikke og fuldstændigt vågne det meste af tiden, bortset fra enkelte daglige korte søvnighedsperioder eller søvnanfald, til dem, som føler, at de er konstant trætte og hele tiden må bekæmpe søvnen.

Nogle fortæller, at de efter et søvnantald er fuldstændigt vågne, medens andre oplever, at anfaldene aldrig helt befrier dem for deres søvnighed, træthed, udkørthed og mangel på energi.

Det er ikke altid, at en person er klar over, at han eller hun har haft et søvnanfald, og hvis det har været midt i en samtale, fortsætter de den afbrudte samtale dér, hvor de faldt i søvn.

Desuden kan de have haft en meget levende og realistisk drøm, som de ikke er i stand til at opfatte som en sådan. De tror, det har været en virkelig begivenhed. Sådanne oplevelser kan virke meget bekymrende og forvirrende.

KATAPLEKSI

. Et kataplektisk anfald er en kortvarig, pludselig svækkelse eller totalt tab at den vilkårlige muskelkontrol.

Hvor stor svækkelsen er, og hvor længe den varer, kan variere fra en vag fornemmelse af svaghed l hele kroppen over en tydelig fornemmelse af tab af muskelstyrke til en tilstand af absolut kraftesløshed, som synes at omfatte alle kroppens muskler.

Under et anfald kan personen opleve synsforstyrrelser og talevanskeligheder. En almindelig oplevelse er, at man "taber" hovedet, og underkæben synker ned samtidig med, at knæene ekser under én.

Det sker også, at et anfald kan give sig udslag l en spjætten eller sammentrækning af musklerne, som lynhurtigt kan veksle mellem at være henholdsvis lammede og delvist under kontrol.

Kataplektiske anfald kan udløses af stærkere følelser, at stress eller udmattelse.

Den almindeligste udløsningsfaktor er de følelser, som optræder i forbindelse med latter og/eller vrede. Man kan imidlertid også få kataplektiske anfald, hvis man læser en spindende bog eller ser en spindende film.

Hos nogle kan katapleksi udløses bare ved tanken om en dejlig eller sjov situation

Det almindeligste er, at personen overhovedet ikke er i stand til at huske noget om automatisk handling ud over at have en fornemmelse af, at der er et tomrum l hukommelsen.

Hvis man bliver konfronteret med handlingens utilsigtede og ikke planlagte resultater, kan man måske huske, at der er sket et eller andet usædvanligt.

Den uhensigtsmæssige opførsel og det sorte hul i hukommelsen fører ofte til, at personen føler sig forvirret og dårlig tilpas i sociale sammenhænge, og bliver måske oven i købet flov, men forstår ikke, at det er et symptom på narkolepsi.

AFBRUDT NATTESØVN.

Mange narkoleptikere oplever forstyrrelser af deres nattesøvn, hvilket kan tyde på, at der findes en underkategori af narkolepsi. Søvnapnø er en sådan forstyrrelse, som synes at forekomme hos omkring 20 pct. af mandlige narkoleptikere.

lidelsen er hidtil aldrig set hos kvinder. Søvnapnø er stop l vejrtrækningen, som kan vare op til to minutter. Vejrtrækningen sætter i gang igen, når personen er halvvejs vågnet op.

Dette kan forekomme flere hundrede gange under en nattesøvn og ledsages ofte af høj grynten eller snorken.

TIDSPUNKT FOR SYGDOMMENS UDBRUD

Narkolepsi starter typisk i alderen mellem 10 og 20 år. Ca. 5 pct. at tilfældene begynder før 10-års alderen, 25 pct. efter 20-års alderen og 18 pct. efter 30-års alderen.

Det er meget sjældent, at sygdommen bryder ud efter de 40 år.

De første symptomer, der optræder, er sædvanligvis søvnanfald og usædvanlig stor søvnighed om dagen, og efter nogle år kommer katapleksi til. Det sker imidlertid, at begge symptomer udvikles samtidig, og desuden kan det forekomme, at katapleksi er det første symptom.

SYGDOMMENS FORLØB

En narkoleptiker vil næsten altid have sygdommen resten af livet. Der eksisterer tilfælde, hvor den har varet i 50 år.

Symptomernes styrke synes at ændre sig meget langsomt. Sædvanligvis bliver symptomerne lidt mildere omkring 50-års alderen.

Dette kan imidlertid skyldes, at personerne er blevet bedre til at kontrollere deres følelser og have styr på symptomerne snarere end en egentlig bedring at deres sygdom.

Det kan være, at man simpelthen lærer at leve med narkolepsi.

HYPNAGOGE HALLUCINATIONER.

Disse er utroligt levende drømme, som for det meste optræder l begyndelsen at en søvnperiode, såvel om natten som om dagen.

Ofte føler personen sig lammet og får fornemmelsen af, at der er noget truende i nærheden. Denne oplevelse kan fremkalde stærk angst.

Det er typisk, at hallucinationerne inddrager soveværelset eller andre steder lige l nærheden af, hvor personen ligger, og hvor han/hun oplever, at der er en eller anden, som kommer for at gøre ham/hende fortræd, såsom et uhyre, et dyr, en slange eller et menneske.

At og til hører personen blot Fodtrin eller lyden at ituslået glas. Mindre hyppigt sker det, at hallucinationerne involverer helt andre omgivelser end de allernærmeste.

Både søvnparalyser og hypnagoge hallucinationer kan opleves af normale mennesker uden nogen lignende lidelse. Man antager, at søvnparalyser forekommer hos 15 - 50 pct. at den normale befolkning. De opleves dog sjældent helt så intenst og kaldes "hypnagoge drømme".

AUTOMATISK HANDLING.

Der kan nævnes mange eksempler på dette.

Nogle har oplevet, at de er kørt at sted og er havnet et eller andet sted uden at have den mindste anelse om, hvordan de er kommet derhen.

Eller de kører hjem efter fyraften og vågner op i en helt forkert ende af byen eller parkerer i den forkerte gade eller i naboens garage.

Andre kan fortælle om, hvordan de har puttet den snavsede opvask i en tørretumbler, tændt for maskinen og er vågnet op ved lyden at ituslået porcelæn.

Eller de sidder og skriver meningsløse sætninger under en forelæsning eller siger et eller andet, som er uden forbindelse med en igangværende samtale i øvrigt.

Automatisk handling bemærkes måske ikke af andre, hvis handlingen tilsyneladende udføres helt normalt.

Hvis man eksempelvis sidder og spiser og bliver overvældet at søvnighed/automatisk handling, kan man godt spise færdig ved hjælp af rutinemæssige bevægelser.

Det automatiske i handlingen bliver måske først bemærket, når den adskiller sig fra det normale. Det kan være, hvis kniven under borddækningen ved en fejltagelse er blevet lagt med skaftet opad, og personen, som ikke lægger mærke til dette, automatisk prøver at skære sin mad med skattet.

Hyppig blinken og rullen med øjnene går af og til forud for automatisk handling. Imidlertid bemærkes dette ikke at personen selv og opfattes derfor ikke som et forudgående varsel.

SOCIALE KOMPLIKATIONER

En narkoleptikers uddannelsesmæssige og sociale liv kan gå totalt i stykker. Evnen til at læse, studere og lære kan i høj grad være nedsat.

Forældre, lærere, læger eller ægtefæller er ofte forvirrede med hensyn til symptomernes årsag, og de fleste mennesker tilskriver ofte og ukorrekt søvnigheden manglende motivation.

En ægtemand beklager sig for eksempel over, at hans kone falder i søvn, hver gang han taler med hende eller søger intim kontakt, og han opfatter ukorrekt søvnigheden som et fjendtligt udtryk for afvisning.

Narkoleptikere lærer sig ofte i en vis udstrækning at kontrollere katapleksi ved at undertrykke deres følelser.

Katapleksi kan på den måde virke overordentligt indskrænkende på en narkoleptikers følelsesliv.
Narkoleptikere lærer sig ofte i en vis udstrækning at kontrollere katapleksi ved at undertrykke deres følelser. Katapleksi kan på den måde virke overordentligt indskrænkende på en narkoleptikers følelsesliv.

LABORATORIEUNDERSØGELSER

En definitiv diagnosticering af narkolepsi kan foretages ved hjælp af en klinisk undersøgelse på et laboratorium. For at fjerne enhver tvivl om, hvorvidt patienten lider af sygdommen, bør en sådan undersøgelse udføres, medmindre den pågældende helt tydeligt lider at katapleksi.

Hvis patienten troværdighed kan berette om kataplektiske anfald, er en laboratorieundersøgelse ikke nødvendig, da vedkommende med sikkerhed vil lide af narkolepsi.

Men selv i sådanne tilfælde kan en undersøgelse være nyttig, ikke for diagnosen, men for at undersøge eventuelle unormaliteter under patientens søvn, som kan have betydning for lægens valg af behandling eller medicin.

Således som det udføres i Californien på Stanford Universitets søvnklinik, involverer laboratorieundersøgelsen, at prøven så vidt muligt skal ske, meden: personen er medicinfri.

Prøven kan dag - om nødvendigt - foregå, selv om patienten tager medicin for eksempel

l tilfælde, hvor en person er nødt til 2 tage medicin for at kunne passe sit job og ikke er indstillet på eller ikke kan tage fri fra arbejdet mere end én dag.

Det ideelle vil være, hvis patienten ikke har taget medicin i flere dage (afhængig af hvilken medicin vedkommende tager), og på undersøgelsesdagen har holdt sig vågen hele morgenen.

Når patienten ankommer til laboratoriet, bliver der gjort klar til en standard søvnregistrering.

Dette medfører, at personen skal tilsluttes et særligt ud styr, som vil registrere de elektriske signaler, der udsendes fra forskellig dele af vores krop. Mere nøjagtigt, otte ledninger sættes fast på issen, bag, ørerne, på de nederste ansigtsmuskler og bagen. ledningerne fastgøres med en geléagtig substans, som ikke skaber noget ubehag og nemt kan fjernes efter undersøgelsen.

Der tager ca. et kvarter at gøre patienten og undersøgelsesapparaturet klar. Dernæst bliver patienten bedt om at lægge sig ned og gøre sig det bekvemt på lejet - og tage sig en lur.

Hvis en person har narkolepsi og har oplevet såvel søvnanfald som katapleksi under den første søvnregistrering, vil det elektriske udstyr normalt opfange de elektriske signaler, som vil bekræfte diagnosen som narkoleptiker.

Af og til er en yderligere undersøgelse nødvendig, men det er meget sjældent, at mere end to undersøgelser behøves for at fastslå, om personen virkelig har narkolepsi.

Laboratorieundersøgelsen, som bekræfter diagnosen, er en test, som registrerer "sleep anset Rapid Eye Movements" (= hurtige øjenbevægelser fra søvnstart).

Normale mennesker er, indtil de falder i søvn, vågne med fuld kontrol over deres muskler, og uden REM-søvn de første 60 minutter af en søvnperiode.

Hos narkoleptikere sker der med det samme en fuldstændig undertrykkelse at den normale muskelaktivitet, raskt fulgt af "hurtige øjenbevægelser" (REM).

Det er dette fænomen, der benævnes "sleep anset REM" og som er karakteristisk for narkoleptikere. Der er også andre tekniske forskelle mellem hjernestigningerne hos en person med narkolepsi og en normal person.

Hvis hverken den første eller anden søvnregistrering viser "sleep onset REM", er det imidlertid ikke noget bevis på, at patienten ikke har narkolepsi.

For at kunne fastslå diagnosen i sådanne tilfælde er det tilrådeligt at lade patienten gennemgå en registrering på 36 timer.

Hvis ingen "sleep onset REM" kan registreres under denne lange undersøgelse, vil man antage, at patienten ikke har narkolepsi.

DEN RETTE DIAGNOSE

At få stillet diagnosen narkolepsi hos sin praktiserende læge er ikke altid lige let.

En undersøgelse af diagnosticerede narkoleptikere for nylig er kommet frem til, at der gennemsnitlig gik 15 år, fra patienten fik de første symptomer, til en egentlig korrekt medicinsk diagnose blev stillet. Hvorfor gik der så lang tid?

En del af svaret skal nok findes i den snigende måde, symptomerne viser sig på og deres gradvise forværring.

De opfattes knap nok l begyndelsen, og efterhånden søm de bliver mere tydelige, har nogle patienter vænnet sig til dem og har Indrettet deres dagligdag efter dem.

Det sker ofte, at de fortsætter hermed, indtil symptomerne bliver så stærke, at de ikke kan negligeres. Når patienten opsøger lægen, fortæller den pågældende måske kun om sin usædvanlige træthed og sit besvær med at holde sig vågen og undlader at fortælle om nogle af de andre symptomer.

Måske fordi vedkommende ikke mener, der er nogen forbindelse mellem søvnigheden og søvnanfaldene og disse andre symptomer.

l hvert fald er der en stor sandsynlighed for, at en at grundene til manglende eller forkerte diagnoser skyldes, at patienten ikke nævner alle symptomerne for lægen.

Behandlingen afhænger af den enkeltes symptomer.

Nogle er meget besværet af katapleksi, nogle mere af søvnanfald og bør behandles derefter. Det vigtigste er, at behandlingen nøje tilpasses hver enkelt person.

BEHANDLING AF SØVNANFALD OG SØVNIGHED.

Analeptiske (styrkende, stimulerende) præparater bruges til at behandle søvnighed og søvnanfald.-

Methamfetamin og amfetamin er sådanne analeptiske præparater.

De bruges undertiden, men der er klart tale om risikable stoffer, og det vides ikke, hvilke alvorlige konsekvenser, de kan have ved livslang brug, også selv om de anvendes med omtanke.

De kendte konsekvenser inkluderer en høj hyppighed af bivirkninger, inklusive psykose, og den kendsgerning at disse præparater bliver mindre effektive ved fortsat brug, og at dosis må øges for at opnå den ønskede effekt, forøger de uønskede bivirkninger.

De mest almindelige er personlighedsændringer (især anspændthed og irritabilitet) og depression sent på eftermiddagen og om aftenen, når medicinvirkningen er ophørt, eller i weekenden hvor nogle har tendens til at reducere den foreskrevne dosis.

Andre bivirkninger er mundtørbed, hovedpine og hjerteproblemer.

Methylphenidat (Ritalin) er det foretrukne analeptiske middel til brug i be- handlingen af søvnanfald og søvnighed.

De bivirkninger, der er omtalt i forbindelse med andre analeptiske præparater, er mindre udtalte ved brugen af Ritalin.

Dertil kommer, at Ritalin kan anvendes sammen med den medicin, der bruges for katapleksi (se nedenfor), medens de andre analeptiske midler kan fremkalde alvorlige og skadelige reaktioner, når de anvendes samtidig.

BEHANDLING AF KATAPLEKSI

 lmipraminpræparater (desimiprarnin og elorimipramin) er meget effektive til at holde katapleksi under kontrol. Der er imidlertid endnu mindre kendskab til faren ved fortsat livslang brug af disse midler, end der er til amfetamin. To af de kendte bivirkninger, der især er problematiske, er søvnløshed og impotens.

Clorimipramin er for øjeblikket det mest effektive at disse præparater. Erfaringen synes at vise, at der ikke er problemer forbundet med den samtidige brug af Ritalin og imipramin.

MEDICINFERIE.

Det kan undertiden være påkrævet at være medicinfri, en ten fordi man Nar udviklet tolerance, og overordentlig store doser er nødvendige, eller fordi det er ønskeligt at vurdere eller genvurdere symptomerne el- ler behandlingen.

Ophør med indtagelse af analeptisk medicin og/eller imipraminpræparater er ofre en vanskelig proces.

Et pludselig ophør med indtagelse af analeptisk medicin vil resultere i extrem søvnighed og ofte en faretruende grad af depression.

Et hurtigt ophør med indtagelse af imipramin kan resultere i en meget dramatisk stigning i katapleksianfaldene, som kan være meget skræmmende.

KOMMENTAR

Behandlingerne med medicin er endnu ikke den ideelle løsning på narkolepsi, og det burde undlades af de, som ikke er alvorligt belastede at søvnanfald, søvnighed eller katapleksi

Oversættelse: Susanne Buchardt Christensen 1998

Revideret: Ulla Christians 1994.


Retur til toppen

Skriv venligst i min Gæstebog så jeg kan se, at du har været her ;)

Retur til Artikeloversigt:click (2221 bytes)



Støt vore sponsorer som muliggør dette websted
Copyright © Narkolepsi.dk Mogens Førby 1998 - 2016
 Home
 Artikler
 Dansk Narkolepsi Forening
 Diabetes
 Dr.Gordon Wildschiødtz
 Faldt i søvn bag rattet
 Film om Narkolepsi
 Gæstebog
 Hjertet
 Hvordan Narkolepsi opleves
 Interveiws
 Leve med Narkolepsi
 Links
 Udenlandske links
 Medicin
 Søvnapnø
 Årsagen fundet