Dr.Gordon Wildschiødtz

af Dr. Gordon Wildschiødtz


Overlæge Dr.Gordon Wildschiødtz, Rigshospitalet regnes i dag for, at være den største faglige kapacitet indenfor Narkolepsi

Sygdommen narkolepsi blev første gang beskrevet som selvstændig sygdomsenhed for over 100 år siden af den franske læge Gelineau.

Sygdommen blev dengang opfattet som en meget sjældent forekommende tilstand med en psykiatrisk årsagssammenhæng. Igennem de seneste artier har man imidlertid fået en stigende erkendelse af de for søvnen til grundliggende fysiologiske processer.

Med moderne neurofysiologiske malemetoder er det nu blevet muligt at beskrive patosfysiologien ved narkolepsi og stille diagnosen med stor sikkerhed, hvilket har forbedret den målrettede udforskning af årsagen til sygdommen.

I de allerseneste år er der netop sket det gennembrud, som klart har lagt afstand til de psykiatriske sygdomme og nu har placeret sygdommen som en velafgrænset neurologisk lidelse.

Opdagelsen af den hidtil kraftigste binding til bestemte HLA-typer ved narkolepsi samt opdagelsen af en tilsvarende sygdom hos hunde er den væsentligste årsag hertil.

  • Symptomer
  • Hypersomni

Øget søvnighed er det væsentligste og nødvendige symptom for at stille diagnosen narkolepsi.

Der kan være tale om en vedvarende permanent søvnighed, som dog kan veksle noget i intensitet i løbet af dagen.

Denne øgede søvnighed vil ofte medføre, at patienten sover i en eller flere perioder på en halv til en hel time i løbet af dagen.

Ved denne søvnighed er der ikke nogen forfriskende virkning af søvnen, og patienten fremstår også for sine omgivelser tydeligt som permanent søvnig.

Ofte er den samlede søvntid stærkt forlænget; af mange er denne søvnighed ikke opfattet som nogen sygdom, blot et yderpunkt i det normale spektrum over søvnighed. Betegnelser som "ugidelighed" og "dvaskhed" er ikke ukendte.

Den anfaldsvise søvnighed er en mere typisk søvnighed ved narkolepsi, og den kan indtræffe på et hvilket som helst tidspunkt af dagen.

Den varsles ganske kort af en let døsighed, søvnighed og stiger så i løbet af få minutter til så voldsom en påvirkning, at søvnen vil indtræffe ligegyldig hvilken situation, man er i.

Der kan være tale om vigtige samtaler eller møder, hvor raske i hvert fald aldrig nogensinde ville falde i søvn.

Karakteristisk er det, at alle situationer, der hos normale fører til søvnighed, giver en mangedoblet effekt hos patienter med narkolepsi, og resultatet bliver næsten altid en egentlig søvn.

Søvnen kan vare fra få minutter til en halv time og er ofte ved denne type meget forfriskende med en såkaldt refraktor periode, en periode på en halv time til et par timer, hvor man kan opnå fuldstændig vågenhed uden antydning af søvnighed.

Fødeindtagelse er meget stærkt søvnfremkaldende ved narkolepsi, og patienterne undgår ofte at spise i situationer, hvor det er meget vigtigt for dem at holde sig vågne. Søvnigheden er meget invaliderende, særligt i de dagligdags funktioner.

Al monoton aktivitet som f.eks. bilkørsel, betjening af maskiner, og monotont arbejde i det hele taget, begrænser arbejdsevnen voldsomt.

Mange patienter har måttet opgive en uddannelse, fordi enhver indlæring såvel ved katedral undervisning som ved selvstudium er yderst vanskelig.

  • Katapleksi

Ved kataplektiske anfald forstås pludselig indestående tonustab i den tværstribede muskulatur, enten delvis eller med total paralyse af musklerne til - følge.

Anfaldene varer fra få sekunder til højst et par minutter, men kan i enkelte tilfælde gå over i "kataplektisk status", der kan vare 5 - 10 minutter og eventuelt direkte efterfølges af søvn.

Hyppigt forekommer lidt talebesvær, grødet stemme eller stammen samt nikken med hovedet, og patienterne taber ofte, hvad de har i hænderne. Muskelsvækkelsen kan herefter brede sig op over armene, til benene og, ved de sjældne fuldstændige anfald, sammensynkning på gulvet.

Der kan opstå skader, men patienterne kan ofte kæmpe noget imod anfaldet. Anfaldene er hyppigst fremprovokeret af emotionelle påvirkninger, men kan også forekomme helt spontant.

Vrede og ophidselse er typiske eksempler; glæde, begejstring og latter er andre lige så typiske, som alle går det yderst vanskeligt for patienterne at kommunikere med og reagere naturligt på omgivelserne.

Ofte vil patienterne forsøge at undgå situationer, der giver emotionel påvirkning, hvilket ofte bliver tolket som indesluttethed eller surhed.

Alle former for idræts- eller sportsaktivitet med konkurrencemoment kan give anfald.

Anfaldene kan bringes til ophør ved berøring udefra, eller ved at patienterne selv aktivt stimulerer dele af de ramte muskler, mens følelsesladede reaktioner fra omgivelserne som f.eks. medfølelse eller angst kan forværre anfaldet

  • Søvnparalyse

Tab af muskeltonus kan også indtræde ved indsovningen eller ved opvågning midt om natten eller om morgenen, ofte medførende en fuldstændig paralyse på nær øjenmusklerne.

Patienterne oplever alt, hvad der sker omkring dem, som de også gør ved kataplektiske anfald, og kan fortsat reagere med øjenbevægelser.

Oplevelsen, især den første, kan være meget angstprovokerende.

Hvor de kataplektiske anfald kan forekomme flere gange i løbet af dagen, forekommer søvnparalysen sjældnere; mellem en gang om ugen til få gange i løbet af året.

Søvnparalysen kan af patienten selv standses ved koncentreret forsøg på aktivering af en enkelt del af legemet, hvilket i løbet af et minut vil medføre fuld aktivering.

Ved berøring f.eks. fra ægtefællen, hvis denne er opmærksom på anfaldet, ophører anfaldet meget hurtigere.

Raske personer kan have oplevet søvnparalyse enkelte gange i deres liv, og mange har oplevelsen af delvis svækkelse af muskulaturen ved opvågninger, især efter drømmesøvn.

  • Hypnagoge/Hypnopompe

  • Hallucinationer

søvnparalysen kan i nogle tilfælde følges af meget ubehagelige hallucinatoriske oplevelser af visuel, auditiv eller taktil type.

Disse anfald af hallucinatoriske oplevelser kan også forekomme i den afslappede overgang fra vågenhed til søvn (hypnagoge) eller fra søvn til vågenhed (hypnopompe) og kan i nogle tilfælde retrospektivt tolkes som meget livagtige drømme.

Afgrænsning over for drømmeoplevelserne er imidlertid så vanskelig, at det fortsat er svært for patienterne at afgøre, om der har været tale om en virkelig oplevelse.

Typisk har patienterne oplevet, at der er nogen i rummet, at et dørhandtag bevæger sig, eller at nogen rører ved dem.

De ovennævnte fire hovedsymptomer ved sygdommen narkolepsi betegnes som den "narkoleptiske tetrade".

Hvor søvnigheden er et nødvendige symptom, er de kataplektiske anfald til stede i 40 - 50 pct. af tilfældene, mens søvnparalyse forekommer sjældnere (i 20 - 25 pct.) og de hypnagoge/hypnopompe hallucinationer kun i 10 - 15 pct. af tilfældene.

  • Sekundære Symptomer

Blandt de sekundære symptomer på narkolepsi er flere direkte afledt af søvnigheden eller de primære symptomer.

Voldsom og livagtig drømmeaktivitet forekommer meget hyppigt, bade ved nattesøvn- og dagsøvnperioderne.

Drømmeoplevelserne kan være så livagtige, at de er p.a. grænsen til de egentlige hallucinatoriske oplevelser.

Automatismerer i sin simpleste form en fortsat vågen aktivitet, der nu bliver ringere styret, og til sidst helt uden viljestyring.

Et typisk eksempel er, at skriften pludselig bliver mindre, skrå, uforståelig i indhold og til sidst helt ulæselig.

I monotone arbejdssituationer vil samme forhold gøre sig gældende og kan ende med fejlfunktioner

Typisk er dagligdags huslige situationer som madlavning og oprydning forstyrret: patienterne kan sætte den varme kaffe i køleskabet, behandle madvarerne helt uhensigtsmæssigt, og i særlige uheldige situationer vil patienterne blive udsat for ulykker i køkkenet.

Færden i trafikken kan blive helt uberegnelig, og man kan udsætte sig selv for fare.

Psykiatriske forstyrrelser som indesluttethed og depression er nok først og fremmest resultatet af de store vanskeligheder med at klare selv enkle dagligdags livsfunktioner og uddannelse og som ovenfor nævnt betinget af styrke kataplektiske anfald, der hænger sammen med emotionelle påvirkninger.

Der er ikke forøget forekomst af psykiatriske sygdomme ved sygdommen narkolepsi.

  • Forekomst af sygdommen

Narkolepsi kan i enkelte tilfælde opstå meget tidligt i barnealderen.

Den lange søvnighed har holdt sig længere, end hvad man opfatter som normalt, men variationen i søvnmønstret hos børn er stor. Imidlertid er der en række tilfælde, hvor der optræder kataplektiske anfald i barnealderen, f.eks. i 6 - 7 års alderen.

Den hyppigste alder for fremkomst af sygdommen er mellem 15 og 20 år, og sygdommen opstår yderst sjældent efter 40 års alderen.

Udelukkes kan det imidlertid ikke, men man må blot altid ved senere optræden grundigt udelukke andre årsager til hypersomni.

Tidspunktet hvor sygdommen opstår, vurderet ved en grundig anamnese, er mellem 5 og 10 år inden sygdommen bliver lægeligt erkendt, hvilket er beklageligt. Søvnigheden er det symptom, der opstår først. Katapleksien eller et af de andre 3 hovedsymptomer opstår mellem 3 og 10 år efter den øgede søvnighed indtræder.

Når flere hovedsymptomer først har udviklet sig i løbet af et halvt til et helt år, er der kun relativt små variationer i tilstanden. Narkolepsi forekommer med en sygdomshyppighed på en halv til en promille af befolkningen, hvilket svarer til en forekomst på fra 5 - 5.000 personer i Danmark.

Sygdommen forekommer lige hyppigt hos mænd og kvinder.

Meget ofte er sygdommen overset og opfattet som en "normalvariant af søvnighed", men i en lang række tilfælde vil uddannelse og det sociale liv være så forstyrret, at man overskrider grænsen for normaliteten og må opfatte tilstanden som en egentlig sygdom.

  • Diagnosticering

Hvis hovedsymptomet hypersomni forekommer sammen med oplagte tilfælde af symptomerne katapleksi, søvnparalyse eller hypnagoge hallucinationer, er diagnosen ret sikker.

Generelt anbefales det dog at foretage en polygrafisk søvnvurdering, som indbefatter en maling af EEG, elektromyografi, og øjenbevægelser i en undersøgelse, der strækker sig over hele natten, en såkaldt natpolygrafi, og derudover en gentagen søvnundersøgelse tre til fire gange i lgbet af dagtiden.

Der er ved narkolepsi så karakteristiske forandringer i dette søvnmønster, at man kan stille diagnosen med stor sikkerhed (se nedenfor).

Det er endvidere nu blevet kendt, at man hos alle patienter med ægte narkolepsi ser forekomst af HLA-DR2- og DQW1- antigener. Disse antigener forekommer hos 25 pct. af normalbefolkningen, så analyse af dette antigen kan først og fremmest give en afkræftelse af diagnosen narkolepsi ved manglende forekomst af disse antigener.

Diagnosen bør stilles af specialister, der har adgang til at fa foretaget ovennævnte diagnostiske procedurer, og behandling bør syges begrænset til nogle fa med speciel kyndighed i søvnsygdomme. I Danmark findes kun enkelte steder, hvor dette kan lade sig gøre.

  • Årsag

Den egentlige årsag til sygdommen narkolepsi kendes fortsat ikke.

Opdagelsen af den meget specielle HLA-antigen- forekomst, den udbredte familiære forekomst, og fundet af hunde med narkolepsi har imidlertid nu fjernet sygdommen fra de psykiatriske sygdomsenheder og placeret sygdommen i gruppen af søvnsygdomme mere relateret til neurologiske tilstande.

De patofysiologiske træk er først og fremmest en forstyrrelse af REM-søvnen, idet REM-søvn forekommer langt hyppigere og hurtigere, end det ses normalt.

Den hurtigt indsættende RKM-søvn ses ved den diagnostiske test.

Mindst en ud af tre gentagne søvnlatensundersøgelser, eller to ud af fire, skal vise forekomst af REM-søvn inden for 15 minutter mod de normale 90 minutter.

Søvnen indtræder ved sygdommen narkolepsi altid inden for 3 - 5 minutter, og selve "søvntrykket" må derfor ligeledes være eget.

En del patienter har forstyrret nattesøvn, og forstyrret nattesøvn er i sig selv medvirkende til at øge dagsøvnigheden.

En diagnostisk fejlmulighed er da også stærkt reduceret søvn, men REM-latensen nedsættes sædvanligvis højst til 45 - 60 minutter ved søvnreduktion, og ikke til 0 - 15 minutter, som det ses ved den egentlige narkolepsi. Søvnigheden, der ses ved den obstruktive søvnapnø, er ligeledes delvis betinget af svær forstyrrelse af nattesøvn.

Der ses heller ikke her samme forekomst af hurtig indsættende REM-søvn, og det polygrafiske søvnbillede er meget tydeligt forstyrret af de gentagne opvågninger.

  • Behandling

Førstehåndsvalget ved behandling af en egentlig narkolepsi er det central- stimulerende stof Ritalin (methylphenidat).

Tidligere blev amfetamin anvendt, og for enkelte patienter ser det stadig ud til at være det stof, der bedst undertrykker søvntrangen.

Doseringen med methylphenidat er fra 10 - 20 mg op til maximum 120 mg.

Bivirkningerne er særligt i de høje doser overaktivering med hjertebanken og indre uro, men blodtrykket bliver ikke eget ved behandling med methylphenidat, som det kan ske ved behandling med amfetamin.

Amfetamindoser er ca. halv dosis i forhold til methylphenidat.

De centralstimulerende stoffer virker først og fremmest på Søvnigheden, men dæmper også de kataplektiske anfald noget.

Symptomerne katapleksi, søvnparalyse og hypnagoge hallucinationer dæmpes meget kraftigt ved anvendelse af tricycliske antidepressiva.

Anafranil (klomipramin) er nok det mest effektive, anvendt i doser på mellem 50 og 100 mg fordelt på dagen.

Søvn er en anden made at behandle narkolepsi på.

Ved søvn kan man opnå en refraktor periode, men det er ikke altid muligt at gennemføre et sådant behandlingsregi, og nar søvnigheden udstrække sig over bade arbejds- og familielivet, er behandling med centralstimulerende stoffer klart indiceret.

Ovennævnte sygdomssymptomer er egentlig 1et erkendte, hvis man blot er opmærksom på sygdommen. Ved tvivlstilfælde er det af betydning at kunne stille relevante spørgsmål, særligt angående følgesymptomerne, og i en del klinisk latente tilfælde kan sygdommen afdækkes og sikres en adækvat behandling.

  • Katapleksi

Ved kataplektiske anfald forstås pludselig indestående tonustab i den tværstribede muskulatur, enten delvis eller med total paralyse af musklerne til - følge.

Anfaldene varer fra få sekunder til højst et par minutter, men kan i enkelte tilfælde gå over i "kataplektisk status", der kan vare 5 - 10 minutter og eventuelt direkte efterfølges af søvn.

Hyppigt forekommer lidt talebesvær, grødet stemme eller stammen samt nikken med hovedet, og patienterne taber ofte, hvad de har i hænderne.

Muskelsvækkelsen kan herefter brede sig op over armene, til benene og, ved de sjældne fuldstændige anfald, sammensynkning på gulvet.

Der kan opstå skader, men patienterne kan ofte kæmpe noget imod anfaldet.

Anfaldene er hyppigst fremprovokeret af emotionelle påvirkninger, men kan også forekomme helt spontant. Vrede og ophidselse er typiske eksempler; glæde, begejstring og latter er andre lige så typiske, som alle går det yderst vanskeligt for patienterne at kommunikere med og reagere naturligt på omgivelserne.

Ofte vil patienterne forsøge at undgå situationer, der giver emotionel påvirkning, hvilket ofte bliver tolket som indesluttethed eller surhed.

Alle former for idræts- eller sportsaktivitet med konkurrencemoment kan give anfald. Anfaldene kan bringes til ophør ved berøring udefra, eller ved at patienterne selv aktivt stimulerer dele af de ramte muskler, mens følelsesladede reaktioner fra omgivelserne som f.eks. medfølelse eller angst kan forværre anfaldet

  • Søvnparalyse

Tab af muskeltonus kan også indtræde ved indsovningen eller ved opvågning midt om natten eller om morgenen, ofte medførende en fuldstændig paralyse på nær øjenmusklerne.

Patienterne oplever alt, hvad der sker omkring dem, som de også gør ved kataplektiske anfald, og kan fortsat reagere med øjenbevægelser.

Oplevelsen, især den første, kan være meget angstprovokerende.

Hvor de kataplektiske anfald kan forekomme flere gange i løbet af dagen, forekommer søvnparalysen sjældnere; mellem en gang om ugen til få gange i løbet af året.

Søvnparalysen kan af patienten selv standses ved koncentreret forsøg på aktivering af en enkelt del af legemet, hvilket i løbet af et minut vil medføre fuld aktivering.

Ved berøring f.eks. fra ægtefællen, hvis denne er opmærksom på anfaldet, ophører anfaldet meget hurtigere.

Raske personer kan have oplevet søvnparalyse enkelte gange i deres liv, og mange har oplevelsen af delvis svækkelse af muskulaturen ved opvågninger, især efter drømmesøvn.

  • Hypnagoge/Hypnopompe

  • Hallucinationer

søvnparalysen kan i nogle tilfælde følges af meget ubehagelige hallucinatoriske oplevelser af visuel, auditiv eller taktil type.

Disse anfald af hallucinatoriske oplevelser kan også forekomme i den afslappede overgang fra vågenhed til søvn (hypnagoge) eller fra søvn til vågenhed (hypnopompe) og kan i nogle tilfælde retrospektivt tolkes som meget livagtige drømme.

Afgrænsning over for drømmeoplevelserne er imidlertid så vanskelig, at det fortsat er svært for patienterne at afgøre, om der har været tale om en virkelig oplevelse.

Typisk har patienterne oplevet, at der er nogen i rummet, at et dørhandtag bevæger sig, eller at nogen rører ved dem.

De ovennævnte fire hovedsymptomer ved sygdommen narkolepsi betegnes som den "narkoleptiske tetrade".

Hvor søvnigheden er et nødvendige symptom, er de kataplektiske anfald til stede i 40 - 50 pct. af tilfældene, mens søvnparalyse forekommer sjældnere (i 20 - 25 pct.) og de hypnagoge/hypnopompe hallucinationer kun i 10 - 15 pct. af tilfældene.

  • Sekundære Symtomer

Blandt de sekundære symptomer på narkolepsi er flere direkte afledt af søvnigheden eller de primære symptomer.

Voldsom og livagtig drømmeaktivitet forekommer meget hyppigt, bade ved nattesøvn- og dagsøvnperioderne. Drømmeoplevelserne kan være så livagtige, at de er p.a. grænsen til de egentlige hallucinatoriske oplevelser.

Automatismerer i sin simpleste form en fortsat vågen aktivitet, der nu bliver ringere styret, og til sidst helt uden viljestyring.

Et typisk eksempel er, at skriften pludselig bliver mindre, skrå, uforståelig i indhold og til sidst helt ulæselig. I monotone arbejdssituationer vil samme forhold gøre sig gældende og kan ende med fejlfunktioner

Typisk er dagligdags huslige situationer som madlavning og oprydning forstyrret: patienterne kan sætte den varme kaffe i køleskabet, behandle madvarerne helt uhensigtsmæssigt, og i særlige uheldige situationer vil patienterne blive udsat for ulykker i køkkenet.

Færden i trafikken kan blive helt uberegnelig, og man kan udsætte sig selv for fare. Psykiatriske forstyrrelser som indesluttethed og depression er nok først og fremmest resultatet af de store vanskeligheder med at klare selv enkle dagligdags livsfunktioner og uddannelse og som ovenfor nævnt betinget af styrke kataplektiske anfald, der hænger sammen med emotionelle påvirkninger.

Der er ikke forøget forekomst af psykiatriske sygdomme ved sygdommen narkolepsi.

  • Forekomst af sygdommen

Narkolepsi kan i enkelte tilfælde opstå meget tidligt i barnealderen.

Den lange søvnighed har holdt sig længere, end hvad man opfatter som normalt, men variationen i søvnmønstret hos børn er stor. Imidlertid er der en række tilfælde, hvor der optræder kataplektiske anfald i barnealderen, f.eks. i 6 - 7 års alderen.

Den hyppigste alder for fremkomst af sygdommen er mellem 15 og 20 år, og sygdommen opstår yderst sjældent efter 40 års alderen.

Udelukkes kan det imidlertid ikke, men man må blot altid ved senere optræden grundigt udelukke andre årsager til hypersomni. Tidspunktet hvor sygdommen opstår, vurderet ved en grundig anamnese, er mellem 5 og 10 år inden sygdommen bliver lægeligt erkendt, hvilket er beklageligt. Søvnigheden er det symptom, der opstår først. Katapleksien eller et af de andre 3 hovedsymptomer opstår mellem 3 og 10 år efter den øgede søvnighed indtræder. Når flere hovedsymptomer først har udviklet sig i løbet af et halvt til et helt år, er der kun relativt små variationer i tilstanden.

Narkolepsi forekommer med en sygdomshyppighed på en halv til en promille af befolkningen, hvilket svarer til en forekomst på fra 5 – 5.000 personer i Danmark.

Sygdommen forekommer lige hyppigt hos mænd og kvinder.

Meget ofte er sygdommen overset og opfattet som en "normalvariant af søvnighed", men i en lang række tilfælde vil uddannelse og det sociale liv være så forstyrret, at man overskrider grænsen for normaliteten og må opfatte tilstanden som en egentlig sygdom.

  • Diagnosticering

Hvis hovedsymptomet hypersomni forekommer sammen med oplagte tilfælde af symptomerne katapleksi, søvnparalyse eller hypnagoge hallucinationer, er diagnosen ret sikker.

Generelt anbefales det dog at foretage en polygrafisk søvnvurdering, som indbefatter en maling af EEG, elektromyografi, og øjenbevægelser i en undersøgelse, der strækker sig over hele natten, en såkaldt natpolygrafi, og derudover en gentagen søvnundersøgelse tre til fire gange i lgbet af dagtiden.

Der er ved narkolepsi så karakteristiske forandringer i dette søvnmønster, at man kan stille diagnosen med stor sikkerhed (se nedenfor).

Det er endvidere nu blevet kendt, at man hos alle patienter med ægte narkolepsi ser forekomst af HLA-DR2- og DQW1- antigener. Disse antigener forekommer hos 25 pct. af normalbefolkningen, så analyse af dette antigen kan først og fremmest give en afkræftelse af diagnosen narkolepsi ved manglende forekomst af disse antigener.

Diagnosen bør stilles af specialister, der har adgang til at fa foretaget oven- nævnte diagnostiske procedurer, og behandling bør syges begrænset til nogle fa med speciel kyndighed i søvnsygdomme.

I Danmark findes kun enkelte steder, hvor dette kan lade sig gøre.

  • Årsag

Den egentlige årsag til sygdommen narkolepsi kendes fortsat ikke.

Opdagelsen af den meget specielle HLA-antigen- forekomst, den udbredte familiære forekomst, og fundet af hunde med narkolepsi har imidlertid nu fjernet sygdommen fra de psykiatriske sygdomsenheder og placeret sygdom- men i gruppen af søvnsygdomme mere relateret til neurologiske tilstande.

De patofysiologiske træk er fgrst og fremmest en forstyrrelse af REM-søvnen, idet REM-søvn forekommer langt hyppigere og hurtigere, end det ses normalt. Den hurtigt indsættende RKM-søvn ses ved den diagnostiske test.

Mindst en ud af tre gentagne søvnlatensundersøgelser, eller to ud af fire, skal vise forekomst af REM-søvn inden for 15 minutter mod de normale 90 minutter. Søvnen indtræder ved sygdommen narkolepsi altid inden for 3 - 5 minutter, og selve "søvntrykket" må derfor ligeledes være eget.

En del patienter har forstyrret nattesøvn, og forstyrret nattesøvn er i sig selv medvirkende til at øge dagsøvnigheden.

En diagnostisk fejlmulighed er da også stærkt reduceret søvn, men REM-latensen nedsættes sædvanligvis højst til 45 - 60 minutter ved søvnreduktion, og ikke til 0 - 15 minutter, som det ses ved den egentlige narkolepsi. Søvnigheden, der ses ved den obstruktive søvnapnø, er ligeledes delvis betinget af svær forstyrrelse af nattesøvn.

Der ses heller ikke her samme forekomst af hurtig indsættende REM-søvn, og det polygrafiske søvnbillede er meget tydeligt forstyrret af de gentagne opvågninger.

  • Behandling

Førstehandsvalget ved behandling af en egentlig narkolepsi er det central- stimulerende stof Ritalin (methylphenidat).

Tidligere blev amfetamin anvendt, og for enkelte patienter ser det stadig ud til at være det stof, der bedst undertrykker søvntrangen.

Doseringen med methylphenidat er fra 10 - 20 mg op til maximum 120 mg. Bivirkningerne er særligt i de høje doser overaktivering med hjertebanken og indre uro, men blodtrykket bliver ikke eget ved behandling med methylphenidat, som det kan ske ved behandling med amfetamin.

Amfetamindoser er ca. halv dosis i forhold til methylphenidat. De centralstimulerende stoffer virker først og fremmest på Søvnigheden, men dæmper også de kataplektiske anfald noget.

Symptomerne katapleksi, søvnparalyse og hypnagoge hallucinationer dæmpes meget kraftigt ved anvendelse af tricycliske antidepressiva. Anafranil (klomipramin) er nok det mest effektive, anvendt i doser på mellem 50 og 100 mg fordelt på dagen.

Søvn er en anden made at behandle narkolepsi på.

Ved søvn kan man opnå en refraktor periode, men det er ikke altid muligt at gennemføre et sådant behandlingsregi, og nar søvnigheden udstrække sig over bade arbejds- og familielivet, er behandling med centralstimulerende stoffer klart indiceret.

Ovennævnte sygdomssymptomer er egentlig 1et erkendte, hvis man blot er opmærksom på sygdommen.

Ved tvivlstilfælde er det af betydning at kunne stille relevante spørgsmål, særligt angående følgesymptomerne, og i en del klinisk latente tilfælde kan sygdommen afdækkes og sikres en adækvat behandling.

I grænselandet til det normale vil der fortsat være en del, som ikke behøver egentlig medikamentel behandling, men her vil oplysning og erkendelse af problemet og indsættelse med andre hjælpeforanstaltninger være af stor betydning.

 

Skriv venligst i min Gæstebog så jeg kan se, at du har været her ;)

Retur til Artikeloversigt:click (2221 bytes)

Retur til toppen


Retur til toppen


Støt vore sponsorer som muliggør dette websted
Copyright © Narkolepsi.dk Mogens Førby 1998 - 2016
 Home
 Artikler
 Dansk Narkolepsi Forening
 Diabetes
 Dr.Gordon Wildschiødtz
 Faldt i søvn bag rattet
 Film om Narkolepsi
 Gæstebog
 Hjertet
 Hvordan Narkolepsi opleves
 Interveiws
 Leve med Narkolepsi
 Links
 Udenlandske links
 Medicin
 Søvnapnø
 Årsagen fundet